Frederik Hyldig

Bedste bøger fra 2014

“What I was given to study in school I have forgotten; what I decided to read on my own, I still remember.” – Nassim Nicholas Taleb

Ligesom sidste år vil jeg gerne anbefale nogle af de bedste bøger, jeg har læst igennem det seneste år. Det er igen i år blevet til lige omkring 50 bøger, og herunder får du en kort præsentation af dem, der har gjort størst indtryk på mig.

Det er ikke bøger, som er udkommet i år – det er der faktisk ingen af dem, der er. Men det er bøger, som jeg har læst i år. Jeg håber du får lyst til at kigge nærmere på nogle af dem.

Her er mine valg i tilfældig rækkefølge:

This Will Make You Smarter af John Brockman

Hvilket videnskabeligt koncept ville forbedre alles kognitive værktøjskasse? Det var spørgsmålet, John Brockman stillede nogle af verdens mest indflydesrige tænkere i 2011.

John Brockman er nemlig stifter af foreningen Edge.org, der består af en lang række intellektuelle personer fra forskellige områder, og i de seneste 10 år har han hvert år stillet et nyt spørgsmål til medlemmer af Edge foreningen.

Daniel Kahneman, Stephen Pinker, Richard Dawkin, Aubrey De Grey, Richard Thaler og danske Tor Nørretranders er nogle af de i alt 164 personer, der gav deres svar på spørgsmålet fra 2011.

Svarene er gjort frit tilgængelige på Edge.org, men de blev traditionen tro samlet i en bog, som udkom året efter. Bogen fik den meget passende titel This Will Make You Smarter, og den indeholder mange interessante ideer.

How To Measure Anything af Douglas W. Hubbard

I denne bog viser Douglas W. Hubbard, hvordan det er muligt at sætte tal på alt, og hvordan man går fra at tænke “Hvordan skal vi nogensinde kunne måle det?” til at have en klar ide om, hvordan man kan kvantificere stort set alt.

How To Measure Anything er den mest betydningsfulde af de bøger, jeg har læst i år, og jeg er overbevidst om, at den vil ændre den måde, de fleste tænker på, når det gælder målinger og den data, man behøver for at lave beslutninger.

Hackers & Painters af Paul Graham

Paul Graham (programmør og en af grundlæggerne af Y Combinator) har i en del år skrevet essays, som udgives på hans hjemmeside. Det er nogle af disse essays, der er samlet i bogen Hackers & Painters.

Bogen handler om alt fra “Why Nerds Are Unpopular” og “What You Can’t Say” til “How to Make Wealth“, hvor sidstenævnte nok er et af Paul Grahams mest populære essays.

Hvis du beskæftiger dig professionelt med internettet, hvad enten du er ansat i en virksomhed eller kæmper med dit eget startup, vil jeg uden tøven anbefale dig at kigge nærmere på Paul Grahams essays – enten på hans hjemmeside eller i denne bog.

Discourses og Enchiridion af Epiktet

Epiktet (eller Epictetus på engelsk) udgør sammen med Seneca, Musonius Rufus og Marcus Aurelius de fire vigtigste stoiske filosoffer. Af disse fire vil jeg mene, at Epiktet – stærkt efterfulgt af Marcus Aurelius – er den mest interessante. Epiktet har ikke selv skrevet bøger, men hans lærdomme blev samlet af eleven Arrian i to værker – Discourses i fire bind samt den mere kompakte håndbog Enchiridion.

Epiktets filosofi handler især om at skelne mellem de ting, som vi har fuld kontrol over (vores værdier og valg), og de ting, som vi ikke har fuld kontrol over (alt andet). Selvom teksterne er næsten 2.000 år gamle, er budskabet mindst lige så relevant i dag. Skift “gladiator” ud med “fodboldspiller” og “harpespiller” ud med “popstjerne”, og så kunne teksten være skrevet i dag.

Hvis man foretrækker at starte ud med en mere tilgængelig bog, kan jeg anbefale William B. Irvine’s A Guide To The Good Life, som giver en generel introduktion til stoicisme.

It’s Not All About “Me” af Robin Dreeke

“Don’t judge a book by its cover” er vidst meget gældende for denne bog. Bogen ligner noget, der er hjemmelavet i ordets værste forstand. Den er også utrolig kort – jeg vil tro, at den kan læses på én time – og det er ærgerligt. Indholdet er nemlig rigtig godt.

Bogen er skrevet af Robin Dreeke, som har været hos FBI i 15 år. Undertitlen er “The Top Ten Techniques for Building Quick Rapport wtih Anyone“, og bogen handler altså om ti teknikker, som Dreeke mener, man bør bruge, hvis man ønsker at kommunikere bedre med andre mennesker – hvad enten man er ude på at indhente information, få folk til at gøre noget bestemt eller bare være en vellidt person.

It’s Not All About “Me” er en kort men meget nyttig bog. Er man mere nysgerrig kan man, afhængig af hvilke motiver man har, kigge nærmere på eksempelvis How To Win Friends and Influence People eller bøger om elicitation og social engineering.

Igen i år er der lige blevet plads til et par skønlitterære værker. Jeg har læst Catch-22, som er bogen, der affødte paradokset af samme navn, og så er jeg lige akkurat blevet færdig med The Hobbit her efter at have set den sidste film i Peter Jacksons trilogi.

Har du kommentarer, spørgsmål eller kender du nogle bøger, som du tror, jeg ville kunne lide? Under alle omstændigheder hører jeg gerne fra dig!

Frederik Hyldig er Head of PPC hos s360 i Aarhus. Du kan fange ham på kontakt@frederikhyldig.dk eller på Google+ og LinkedIn. Læs mere om hvem Frederik er.