Frederik Hyldig

Bedste bøger fra 2015

A mind needs books as a sword needs a whetstone, if it is to keep its edge. – Tyrion Lannister

De seneste to år har jeg her i december kigget tilbage på de bedste bøger, jeg har læst i det forgangne år. Det har jeg selvfølgelig gjort igen i år, og herunder får du en kort præsentation af de fire bedste bøger. Jeg håber, du får lyst til at kigge nærmere på nogle af dem.

Her er mine valg i tilfældig rækkefølge:

Data Smart af John W. Foreman

I denne bog viser John W. Foreman, hvordan du med kun et regneark kan løse en række spændende data-problemer.

Lær eksempelvis, hvordan juice-producenter regner ud, hvilke appelsinsorter de skal indkøbe for at lave en juice, der smager identisk uafhængigt af sæsonen. Eller lær, hvordan supermarkeder – på baggrund af kunders købsadfærd – kan forudsige, hvilke kunder der er gravide, så de kan tilpasse annonceringen for disse kunder.

Selvom bogen er skrevet i et underholdende sprog, er det en relativt tung bog, og du bør have et nogenlunde kendskab til Excel, før du går i krig med den. For noget mindre tungt kan jeg anbefale Predictive Analytics af Eric Siegel.

Letters from a Self-Made Merchant to His Son af George Horace Lorimer

Som titlen siger, er denne bog en samling af breve fra en succesfuld købmand til sin søn. Brevene er fyldt med gode lektioner, og selvom brevene blev skrevet for mere end 100 år siden, er lektioner lige så aktuelle den dag i dag.

Bogen er i øvrigt frit tilgængelig på eksempelvis Project Gutenberg.

Naked Economics af Charles Wheelan

I denne bog forklarer Charles Wheelan på meget underholdende vis en række vigtige økonomiske principper – helt uden brug af grafer eller ligninger. Det er en meget letlæselig introduktion til et emne, som mange ellers ville finde tørt og kedeligt.

Charles fortæller blandt andet, hvorfor det kan give mening at tillade salg af produkter fra truede dyrearter, eller hvorfor sweatshops i fattige lande ikke nødvendigvis er en dårlig ting.

On Looking: Eleven Walks with Expert Eyes af Alexandra Horowitz

Alexanda Horowitz viser os i denne bog, at der er utrolig mange ting i vores dagligdag, som vi ikke lægger mærke til. Både fordi vi ikke er opmærksomme, men også fordi vi ikke ved, hvad vi skal kigge efter.

I denne bog fortæller hun om 11 gåture med 11 forskellige personer med vidt forskellige baggrunde. Du kan blandt andet læse om hendes gåture med en geolog, en hund, en typograf og en læge. Fælles for alle er, at de hver især ser ting, som vi andre ikke gør.

Typografen lægger eksempelvis mærke til skrifttyper på alle skilte i byen, og lægen kan på afstand påpege sygdomme hos tilfældige folk på gaden. Sygdomme, som personerne måske ikke engang selv er klar over, at de har. On Looking er en bog, der åbner vores øjne for, hvor meget vi egentlig går glip af.

Frederik Hyldig er Head of PPC hos s360 i Aarhus. Du kan fange ham på kontakt@frederikhyldig.dk eller på Google+ og LinkedIn. Læs mere om hvem Frederik er.